Logo
[search_dropdown /]
0,00 kr. 0

Kurv

Ingen varer i kurven.

BOGBOTTEN ANMELDER

Drengestreger

Der er fjorten noveller i denne novellesamling med den meget dækkende titel Drengestreger. Titlerne siger en del: Hærværk, Debut, Familiefest, Udgang, Venner, Gensyn, Hunde, Hjemmebesøg, Afsked, Redigering, Disenyland, Piger, Sammenstød og Sunrise.

Drenge er hovedpersoner i alle noveller, og det er ligesom genren siger: Der er et kort handlingsforløb med en skelsættende begivenhed. Det er Kim Fupz Aakeson, der er forfatter, og han formår at skildre drenge, der er troværdige identifikationsfigurer.

I den første novelle Hærværk har Jokke og hovedpersonen gamet hos Gulle, og nu er de på vej hjem. Her bliver de mødt af en lille gruppe voksne mænd, en selvbestaltet ”sikkerhedsgruppe”, der mener, at de to drenge har lavet hærværk på nogle biler. Jokke og ”jeg” benægter, men Jokke får et par flade af de voksne. ”Så er der afregnet”, som mændene siger. Og så afregner de to drenge, da de endelig er sluppet fri. De tager lige en runde med et nøglebundt forbi de smukt lakerede og pænt vaskede biler.

Familiefest skal sønnen, en sekstenårig dreng, til farens fyrre års fødselsdag. Forældrene er skilt, moren er arbejdsløs (”men sig lige, at jeg har fået arbejde, – noget på kommunen, hvis de spørger!”), og til fødselsdagen bliver han mødt af en overgearet far, faderens nye og gravide kæreste og en hel masse ukendte gæster. ”Der er jo ting, man bare gør”, var det sidste moren sagde til ham. Og han stiller altså op til fødselsdagen. Og keder sig. Og føler sig fejlplaceret. Og det får han markeret. På en helt vild sej måde. ”Der er ting, man bare gør”, – som han tænker for sig selv.

Alle novellerne er simpelthen bygget op efter en helt klassisk novelle-komposition. Der er en intro, der er en hoveddel, der er en afslutning. Og så er der lige en gnist af Kim-Fupz-Aakesonsk humor i dem alle. De foregår i parcelhuse og boligblokke, men de kan foregå hvor som helst. Drengene ville man kunne møde hvor som helst. Det er noveller, som dansklæreren vil glæde sig over. Og eleverne i folkeskolens overbygning vil kunne genkende sig selv og deres kammerater i persontegningerne.

Det er noveller om (som der står på bagsiden): 

Drenge, der er for meget og for lidt. Drenge, der gør, hvad der bliver sagt, indtil de ikke gør. Drenge, der græder. Drenge, der slås. Drenge, der ridser biler og har sex. Drenge i Disneyland. Drenge.”

Ikoner skabt af Tea Bendix
Bogbotten-maskot og illustration
skabt af Søren Jessen
Website by

KONTAKT

For spørgsmål om dit medlemskab
medlem@ibby.dk

For henvendelser vedr. boganmeldelser
bogbotten@gmail.com

For alle øvrige henvendelser
kontakt@ibby.dk

© 2024 Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark. All rights reserved.

Tak for din interesse i IBBY Nyt

Du modtager lige om lidt en mail i din indbakke, hvor du skal bekræfte din tilmelding.
Det er vigtigt, at du gør det – ellers sender vi ikke noget til dig.

(Tjek evt. også din spam/uønsket post-mappe – for der kan den godt finde på at lande)