Logo
[search_dropdown /]
0,00 kr. 0

Kurv

Ingen varer i kurven.

BOGBOTTEN ANMELDER

Superstorm

Superstorm er en rigtig fin historie til mellemtrinsbørn, som gerne vil have action og spænding, men samtidig er det også en bog med en god dybde, da der er flere ting end kun naturkatastroferne på spil.

I Superstorm følger vi søskendeparret Jannie og Storm, der bor sammen med deres mor. Vi befinder os i en fremtid, hvor Jorden plages af livsfarlige storme og tornadoer efter store klimaforandringer, der gør det umuligt, eller i hvert fald farligt, at bevæge sig rundt udendørs. Derfor bor folk i kupler, beskyttet mod stormene.

Børnenes mor er en plaget sjæl, efter at børnenes far er død, og Storm må meget af tiden agere forælder for sin lillesøster.

En dag ødelægges kuplen af en særligt farlig superstorm, og pludselig er Jannie og Storm helt alene som de eneste overlevende. De søger ly i de nærliggende ruiner af en by, og her viser det sig, til børnenes store forundring, at der faktisk lever folk uden for kuplerne. Her møder de pigen Aya, som hjælper dem, selvom hendes familie ikke er glad for, at hun hjælper fremmede. Livet uden for kuplerne er en farlig eksistens, der mest gælder om bare at overleve til næste dag, og Jannie og Storms plan om at vandre til den nærmeste kuppel hundrede kilometer væk, viser sig da også at blive en farlig affære med livet som indsats.

Kapitlerne skifter, så vi hører historien skiftevis fra Jannies og Storms perspektiv, og sammen med de relativt korte kapitler og den store skrifttype og luft mellem linjerne gør det historien lettilgængelig for de fleste læsere.

Det er en rigtig fin historie til mellemtrinsbørn, som gerne vil have action og spænding, men samtidig er det også en bog med en god dybde, da der er flere ting end kun naturkatastroferne på spil. Der foregår meget internt i familien, hvor tingene ikke glider helt let mellem moderen og de to søskende, og der er også noget på spil i forhold til samfundslag, og ikke mindst klima og hvor verdens fremtid potentielt kunne ende henne klimamæssigt, hvis vi fortsætter den kurs vi har nu.

Sidstnævnte gør også bogen anvendelig til undervisning, men gør samtidig også, at det måske er en bog der kan være rar at snakke med en voksen om bagefter. Den sætter i hvert fald en del tanker i gang om klimaforandringer, og i de tilbageblik man får i forhold til, hvad der har ledt op til at verden er som den er i bogen, aner man en fortid meget lig den tid vi befinder os i nu. Og det gør jo unægtelig hele bogens præmis lidt skræmmende.

Alt i alt er Superstorm en bog med masser af stof til eftertanke, men derudover også bare en virkelig god historie med masser af action og drama og noget på hjerte.

 

Ikoner skabt af Tea Bendix
Bogbotten-maskot og illustration
skabt af Søren Jessen
Website by

KONTAKT

For spørgsmål om dit medlemskab
medlem@ibby.dk

For henvendelser vedr. boganmeldelser
bogbotten@gmail.com

For alle øvrige henvendelser
kontakt@ibby.dk

© 2024 Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark. All rights reserved.

Tak for din interesse i IBBY Nyt

Du modtager lige om lidt en mail i din indbakke, hvor du skal bekræfte din tilmelding.
Det er vigtigt, at du gør det – ellers sender vi ikke noget til dig.

(Tjek evt. også din spam/uønsket post-mappe – for der kan den godt finde på at lande)